At gå eller ikke at gå i svømmehallen

Har du været i svømmehallen for nyligt? Nej? Heller ikke dig?

Well... Det er nok fordi svømmehallen sjældent er et særlig rart sted at komme, når man har en ikke-normativ krop.

Her i weekenden lagde jeg mærke til, at en række tykke personer på Karin Gonzalez' instagramprofil skrev, at hvis de ikke længere var utilfredse med deres krop, så ville de begynde at gå i svømmehallen (igen).


Jeg ser og hører det samme i transmiljøet. At mange transpersoner på et tidspunkt holder op med at tage i svømmehallen.

For nogle har det måske altid været ubehageligt; for andre er det noget, der er opstået efter, at de blev bevidste om deres transhed; eller noget der først er blevet et problem efter, at de oplevede hvordan andre reagerede på, at de gik ind i det omklædningsrum som passede til deres kønsidentitet.

Det er virkelig ubehageligt at føle, at man er nødt til at fejlkønne sig selv for at gå i svømmehallen. Som nonbinær person, ved jeg slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv i en svømmehal hvor der kun er herre- og dameomklædning. Jeg er blevet tilbudt at bruge handikapbadeværelset, men det synes jeg slet ikke er i orden for der er ofte kun et eller to af dem og der er helt sikkert nogen, der reelt har brug for den plads og de faciliteter som et handikapbad indeholder.


Jeg hører ofte transpersoner, der gatekeeper sig selv ved at sige ting som: "Når jeg passerer, kan jeg X"

"Når jeg har skiftet juridisk køn, vil jeg X"

"Når jeg har fået Y og Z kønsbekræftende behandling kan jeg X igen"


Sådan tror jeg, at mange folk har det, hvis de har en krop, der ikke er konventionel smuk, en krop der ikke 'passer ind' i den binære kønsforståelse, eller en tyk krop, en krop med fysisk funktionsvarians - eller på anden vis en ikke-normativ krop.


I min grafik ovenfor kunne der også have været cirkler med tekst som "kroppe med tydelige ar fra fysisk selvskade", "kroppe med fysisk funktionsvarians", "troende muslimer" og sikkert mange andre. Men nu var det lige overlappet i tykhed og transhed, der fangede mig.


Som jeg ser det, kunne det løses meget enkelt: Man kunne have den sædvanlige herre og dameomklædning med fællesbade, og så kunne man også have et område med aflåste båse med kombineret omklædningsrum og bad. Det ville give privatliv for folk, der ønsker det, uanset årsagen.

- Og tag så lige og lav dem store nok til at tykke mennesker kan få et ordentligt bad uden at blive glemt eller smække bagdelen ind i en væg når de bukker sig ned. Eller endnu bedre: Gør dem store nok til, at der er plads til, at man kunne deles om et rum som venner eller familie, der skulle i svømmehallen sammen.


Går du i svømmehallen?

Oplever du, at folk ser på din krop, kommenterer på din krop direkte til dig eller hviskende til andre?

Hvad kunne gøre det til en god oplevelse for dig?



96 visninger2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Forandring