Juridisk kønsskifte for børn

Nu er der igen gang i samtalen om at gøre juridisk kønsskifte muligt for alle og jeg håber virkelig, at der bliver gjort alvor af det denne gang.

Sprog er magt. Lad os bruge det til at støtte vores børn!

I dette blogindlæg tager jeg fat i hvad juridisk kønsskifte betyder og hvorfor det er så vigtigt at fjerne den nedre aldersgrænse.



Hvad betyder juridisk kønsskifte?

Den aktuelle danske lovgivning, som trådte i kraft 1. september 2014, giver en voksen person mulighed for at skifte juridisk køn. Før denne lovgivning var der krav om længere forløb, der bl.a. indebar krav om en transperson fik fjernet sine reproduktive organer før de kunne få adgang til disse rettigheder.

Ipraksis kan en person nu ansøge om nyt CPR nummer, hvis det er "begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn" (du kan finde guiden og ansøgningskemaet ved at klikke HER).


Når en person har ansøgt om juridisk kønsskifte, vil der efterfølgende være 6 måneders refleksionsperiode hvorefter man skal bekræfte sit ønske om at skifte juridisk køn.


Kort sagt betyder juridisk kønsskifte, at personen:

  • Får tildelt et nyt CPR nummer, som enten slutter på et lige eller ulige tal, alt efter hvilken af de to kønskategorier, der er søgt om

  • Måske skal ændre sit fornavn, hvis navnet ikke er godkendt til alle køn

  • Skal have udstedt nye personlige dokumenter

  • Ikke længere vil blive automatisk indkaldt til "kønsspecifikke screeningsundersøgelser" der var knyttet til det oprindelige juridiske køn. Vedkommende skal derfor selv være opmærksom på hvilke undersøgelser, der vil være relevant for personen at blive indkaldt til fremover.



Juridisk kønsskifte for børn

Der har længe været lagt op til at ændre aldersgrænsen for juridisk kønsskifte. Den nuværende regering har vævet frem og tilbage med det ene forslag efter det andet. Sidste år, under World Pride Copenhagen, var det igen oppe og vende som en af mærkesagerne og et af de områder hvor Danmark ville være forgangsland for 2SLGBTQIAP+ personer.

"Et stort flertal i Det Etiske Råd anbefaler, at aldersgrænsen for ændring af juridisk køn sænkes til 10–12-års alderen" skrev Etisk råd sidste år.

Alligevel blev der endnu en gang trukket i land, og 2021 blev altså heller ikke året hvor transkønnede børn og unge fik forbedret deres rettigheder.



Mandag d. 15. august offentliggjorde regeringen deres LGBT+-plan, der bl.a. indeholder udspillet om at fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte.

Herefter skrev Jyllandsposten artiklen(?) med den mundrette overskrift "Regeringen trodser nu Det Etiske Råd og vil give 0-årige lov til at skifte juridisk køn: »Fuldstændig vanvittigt,« mener De Konservative" (den er bag betalingsmur og jeg har ikke tænkt mig at læse den), og satte gang i hele møllen endnu en gang. Panikken og vreden blusser op i kommentarsporene under JP og andres kronikker, ledere, debatindlæg mm om emnet, der er blevet lagt på nettet siden d. 17/8.


Jeg tror, at det især bunder i, at rigtig mange voksne mennesker slet ikke har sat sig ind i hvad juridisk kønsskifte rent faktisk betyder.

Som jeg skrev længere oppe og som begrebet også indikerer handler det udelukkende om en transpersons juridiske rettigheder.

At tillade juridisk kønsskifte for et barn eller en ung har altså intet med kønsbekræftende behandling i form af hormoner, medicinske eller kirurgiske indgreb at gøre.


Men hvorfor er det så vigtigt?

Fordi ord har betydning. De ord vi bruger om og til hinanden har værdi.

Transkønnede børn oplever hver dag at blive udsat for diskrimerende og udskammende strukturerer, f.eks. hvis de har kønsopdelt undervisning eller når en vikar læser et forkert navn op fra klasselisten. Mange transkønnede børn oplever desværre også mobning fra både klassekammerater, lærere og andre børns forældre.

Jeg skriver jævntligt med unge, på min Instagram profil Tanker om Køn, der fortæller at deres lærere ikke vil bruge deres valgte navn, men konsekvent bruger det som står i protokollen.

Tænk hvis vi kunne støtte de børn med noget så simpelt som et andet CPR nummer? Med det system vi har i dag, betyder det sidste lille tal så meget mere end de ni første, hvis det sidste tal spærrer vejen for at blive mødt som den man er. At få ændret juridisk køn kan betyde en verdens til forskel for et barn, som ikke kan skifte til sit fornavn, fordi det ifølge den danske lovgivning hører til i en forkert kønskasse.


Det forslag som har skabt så meget røre i denne omgang står til at træde i kraft i oktober 2022, med mindre der kommer et Folketingsvalg i vejen inden da. Jeg er virkelig spændt på om det rent faktisk bliver i denne omgang at vores børn får den ønskede hjælp.

"Helt konkret vil regeringen med LGBT+-planen have, at man skal se på muligheden for at fjerne den nedre aldersgrænse for at kunne få foretaget juridisk kønsskifte. Børn under 15 år skal dog have samtykke af deres forældre samt modtage alderssvarende rådgivning," skriver TV2 nyhederne.



Den største kærlighedserklæring du kan give dit transkønnede barn er at vise, at du tror på dem og at du støtter dem! At hjælpe dem med at få juridisk kønsskifte og/eller adgang til deres navn, er et godt sted at starte.



Tak fordi du læste med. Hvis du lærte noget nyt, så overvej at støtte mit arbejde ved at betale et månedligt beløb for min aktivisme.

218 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle